Træning til Varde Marathon 2012 er igang

Jeg er tovholder på Danmarks nye familievenlige distanceløb, Varde Marathon, der skydes igang for første gang søndag den 7. oktober 2012 kl. 09.00. Selvfølgelig skal jeg selv deltage den dag, men jeg har gennem et par måneder været skadet efter et meget voldsomt vrid i min ankel. Nu er jeg stille og roligt begyndt at træne igen og forud for Varde Marathon forventer jeg at skulle løbe mindst 1000 km.

Min målsætning er at løbe i en bedre tid end til mit første og hidtil eneste marathon i Berlin 2011, hvor jeg brugte 4 timer og 19 minutter på at løbe de godt 42 km. Men det kræver både bedre forberedelse end sidst, et 5-6 kilos vægttab og en større viljestyrke på dagen. Du kan følge mine træningspas på Endomondo her. Husk at besøge vores hjemmeside www.vardemarathon.dk og tilmeld dig marathon, halvmarathon eller minimarathon (4,2 km)


Jeg gjorde det!

Den 26. januar i år proklamerede jeg på min blog at jeg ville gennemføre et marathonløb i 2011. Forrige søndag den 24. september 2011 holdt jeg mit løfte og gennemførte Berlin Marathon. SÅDAN! Jeg løb efter en tid på 4 timer, men smed lidt mere tid end beregnet til sidst og kom ind i tiden 4 timer og 19 minutter. En fantastisk oplevelse som jeg kun kan anbefale andre at få. Så sidder du derude med en drøm om at gennemføre et marathonløb, så kan du følge lidt med på min blog her, hvor jeg løbende vil give lidt tips og tricks til, hvordan man kan træne sig op fra ikke at dyrke motion til at kunne løbe et helt marathonløb.

Jeg har faktisk fået så meget blod på tanden, at jeg har samlet en styregruppe ude i vores lille lokalsamfund i Agerbæk og omegn for at arrangere et marathonløb i 2012. Der er masser af god energi i gruppen og vi har masser af gå-på-mod til at komme igang med at arrangere marathonløbet. Forarbejdet er derfor allerede idag gået igang. Jeg glæder mig rigtigt meget til at kunne fortælle mere om det spændende marathonprojekt. I mellemtiden må du lige nøjes med et sejrsbillede fra Berlin af mig her 🙂 Og så en lille afsluttende kommentar fra min 5-årige søn dagen efter han så min medalje:

“Wow, vandt du Far?”
– Nej, jeg blev nr. 17.310.
“Nå, ok. Hvor mange overhalede du så?”
– Jeg overhalede ca. 25.000
“Orw hvor sejt far.”
Senere nede i børnehaven da han skulle afleveres:
“Min far går lidt mærkeligt idag, for han løb helt til Tyskland i går!”

Fars dreng 🙂


3 uger til Berlin Marathon

I går søndag var der 3 uger til Berlin Marathon og det fejrede jeg med at løbe 25 km. Jeg følte mig ovenpå hele vejen og føler mig overbevist om, at jeg nu nok skal gennemføre mit første marathonløb den 25. september i Berlin.

Jeg har været plaget en del af skinnebensbetændelse og ømme lægmuskler den sidste måneds tid, men strækøvelser og styrketræning, hvor jeg “står og vipper” på et trappetrin, har udbedret skaden lidt og jeg er helt klart på rette vej. Jeg tog forud for turen igår dog 3 panodiler for at mindske evt. smerte undervejs. Om det var panodilerne eller den store brunch jeg fik til min svigerfars fødselsdag to timer før løbeturen, der bevirkede, at jeg følte mig frisk og ovenpå undervejs, ved jeg ikke. Men jeg følte mig virkelig i topform i går. Du kan se min løberute her

Køb dine nye løbesko her