24-timersløbet i Viborg – sådan gik det mig

For præcis en uge siden var jeg i fuld gang med 24-timersløbet i Viborg. Første gang jeg har løbet over 50 km. og mit første rigtige ultraløb. På det her tidspunkt lørdag aften havde jeg løbet omkring 70 km. og havde stadig hele natten, morgenen og formiddagen foran mig. Målet var at gennemføre mindst en 3-dobbelt maraton på 126,6 km. inden kl. 12.00 søndag middag.  Det skulle vise sig at blive lidt af en rejse med både op- og nedture før under og efter løbet. Det vil jeg fortælle dig om i denne løbsberetning, hvor du forhåbentlig også kan få dannet dig et godt indtryk af, om dette 24-timersløb er noget for dig. Men er du bare interesseret i at høre, om jeg nåede målet – ja så får du svaret her. Kl. 11.32 søndag løb jeg i mål og havde da løbet 137 km. Jubiii 🙂

Sushi og en brækket skulder
Sidst på eftermiddagen fredag drog min hustru Ninna og jeg mod Viborg Sø Camping for at stille telt op på campingpladsen, der ligger lige ned til stien rundt om Viborg Søndersø, som er den sti alle løbere til 24-timers løbet løber på. Vores børn på 8 og 10 år var et par dage før sendt på en lille sommerferie hos mine forældre på Fyn, og planen var, at min mor skulle komme til Viborg med dem lørdag middag, så de kunne bo i telt på campingpladsen og følge med i løbet undervejs.

Da teltet var stillet op og vi var klar, kørte vi ned i Viborg by for at få lidt mad, inden jeg efter planen skulle tidligt i seng. Kl. var 20.30 og vi besluttede os for at hente noget Sushi takeaway. Jeg ved ikke, om det er den perfekte løbediæt forud for et ultraløb, men det var det, vi havde lyst til. Mens vi sad og ventede, ringede telefonen. Det var min søster, der kunne fortælle, at min mor under gemmeleg med ungerne var faldet og havde brækket skulderen og netop var blevet hentet af ambulancen. Både min far og søster skulle tidligt op og på arbejde lørdag, og min mor ville nok ikke blive klar til at  køre bil eller passe børn dagen efter. Hvad så nu…? Vi besluttede os kl. 22 for, at vi lige så godt kunne komme afsted og hente dem, så afsted mod Fyn det gik. Den blev 02.15 inden jeg kom i seng fredag og jeg havde tilmed svært ved at falde i søvn, så det blev ikke til mange timers søvn forud for løbet.

En meget våd start
Efter en solid morgenmad bestående af havregryn med nødder, rosiner, mandler, abrikoser og æbler tog vi afsted mod startområdet ved 10.30 tiden. Vi kom ned til startområdet og fandt teltområdet forbeholdt singleløberne, der ligger lige ved start/mål stregen. Ungerne ville gerne sætte mit telt op, så det fik de lov til. Teltet havde jeg købt dagen før for 100 kr, så jeg havde aldrig haft det stillet op. Af en eller anden mærkelig grund havde jeg forestillet mig, at jeg kunne have en drømmeseng stående derinde, så den blev også stillet derind. Den kunne dog ikke helt være der, så fodenden af den måtte lægges ned og jeg havde problemer med at være inde i teltet ved siden af drømmesengen, så et godt råd – tag et lidt større telt med, eller drop drømmesengen!

Før start var der informationsmøde for 24-timers singleløbere i Lionsteltet ved målet. Her kunne Rolf Bücking fortælle, at der var næsten 3.500 løbere tilmeldt i år. Langt de fleste på stafethold. Faktisk var vi kun 43 herre singleløbere på 24-timers distancen og 3 dame singleløbere på 24-timers distancen tilmeldt løbet. Det skulle siden vise sig at være ret fedt, at vi ikke var flere singleløbere, da vi undervejs begyndte at genkende og lære hinanden lidt at kende. Rolf bad os sammen tænke gode tanker om vejret, der ifølge DMI skulle blive en våd affære om eftermiddagen.

Desværre fik meteorologerne denne gang ret, for lige inden starten gik kl. 12.00, åbnede himlen sig over os. Regnen faldt tungt over Viborg Søndersø og os løbere de næste 4 timer. Heldigvis havde jeg medbragt 3 par løbesko, 7 par strømper og ekstra tøj (men ingen regnjakke!). Jeg skiftede sko og strømper 3 gange de første fire timer, men alligevel kunne jeg midt på eftermiddagen mærke vablerne komme nærmere og nærmere på de runkne fødder og tæer. Heldigvis stoppede regnen og ved 17-18 tiden var stien drænet for det meste vand. Det blev til blandet bygevejr resten af dagen og aftenen, men ikke mere, end det var muligt at holde fødderne rimeligt tørre.

Aftensmad og løb med familien
Kl. 18.10 kom jeg forbi campingpladsen for 10. gang og havde dermed nået ca. 55 km. Jeg løb op til familien, hvor også min lillebror, hans hustru og deres to børn var kommet på besøg. De havde lavet pastasalat med kylling. Jeg kørte en portion og en halv liter cola ned og fik mig lige et lille hvil på en luftmadras. Kl. 19 rejste jeg mig op og ville afsted igen. Og det var så her, jeg for alvor mærkede trætheden i benene første gang.

Mine unger ville gerne med en tur ud at løbe, så de løb den første runde efter aftensmaden sammen med mig. Det gav ligesom lidt energi og lyst til at fortsætte. 24 timersløbet i Viborg er i øvrigt et meget familie- og tilskuervenligt langdistanceløb, synes jeg. Medrejsende heppere kan indlogere sig på Viborg Sø Camping, der som skrevet ligger lige ned til søen, og der er både forskellige aktiviteter og godt med liv i målområdet, hvor man også kan købe mad og drikkevarer. Og så ligger Viborg By med shoppingmuligheder, museer mv. helt tæt på. Jeg nød meget at have familien med, som 4-5 gange i løbet af de 24 timer ventede og heppede på mig ved søen. Alle gange stoppede jeg op og fik en snak med dem, for man har jo ikke så travlt til et 24 timersløb. Jeg havde i hvert fald ikke. Jeg indså ret hurtigt, at det ikke ville være muligt at løbe hele tiden, så jeg kunne jo lige så godt forsøge at nyde det mest muligt undervejs og give mig tid til at snakke med mine personlige cheerleaders 🙂

Nattens strabadser
Da kl. blev 02.00 nåede jeg de magiske 100 km. Det var en skøn følelse jeg løb med på runden, hvor jeg passerede 100 km. Planen var, at jeg skulle have været der en time tidligere, men pg.a. regnvejret og lidt ekstra pauser undervejs, var jeg blevet lidt forsinket. Med i startpakken lå der 2 billetter til gratis massage. Jeg havde lovet mig selv, at jeg måtte få en tur på briksen og en lille lur i teltet efter de 100 km var passeret. Jeg var våd af småbyger og sved, da jeg smed mig på briksen og jeg kom hurtigt til at ryste som et espeløv. Jeg fik tæpper over mig af den venlige, og trætte massør, og drak en kop kaffe i forplejningszonen, men jeg blev ved med at fryse og lysten til at løbe videre var ikke stor på det tidspunkt. Så til trods for at en erfaren ultraløber rådede mig til at lade være med at gå i teltet, valgte jeg at lytte til min krop, tog alt tøjet af og hoppede i soveposen. Jeg stillede vækkeuret halvanden time frem, men der gik lang tid før jeg faldt i søvn, så jeg fik vel en lille times søvn.

Jeg var meget øm, da jeg vågnede, og det var ganske, som jeg var blevet fortalt af den erfarne løber, svært at komme i gang igen. Når jeg nu tænker tilbage på det, skulle jeg nok have valgt at gå et par omgange i stille og roligt tempo med lidt ekstra tøj på, til jeg havde fået varmen, i stedet for at krybe ned i soveposen. Men efter et par kopper kaffe og lidt morgenmad, fik jeg stille og roligt gang i kroppen igen.

En smuk, men hård morgen
Det var en meget smuk morgen og solopgang, der ventede derude ved søen. Stilheden blev kun brudt af løbernes skridt og vejrtrækning og lidt klirren med kaffekopper blandt tilskuerne langs ruten. Det var den smukkeste solopgang over søen, hvor mosekonen havde gang i en helt særlig bryg. Jeg gik mest her om morgenen. Havde svært ved at få benene overbevist om, at de skulle løbe og kunne se, at mange af 24-timersløberne gik rundt nu. Det var hårdt, men hyggeligt at gå der side om side og sludre om de fælles oplevelser, drømme og mål som enten kom nærmere eller længere væk alt efter hvem, jeg talte med. Imponerende var det at følge nogle af de 24-timersløbere, der virkeligt var kommet for at vinde, eller i hvert fald løbe meget langt. Jeg prøvede en omgangs tid at hænge på mine naboer fra teltpladsen og hørte dem tale om, at de faktisk synes, det var hårdere at gå end at lunte, så det forsøgte jeg mig med, så godt jeg kunne.

Da kl. var ca. 08, og jeg stadig ikke havde set min familie langs søen, begyndte jeg at tabe modet. Jeg var træt og udmattet. Jeg skrev til min hustru, at var de oppe, måtte de gerne komme ned til søen så hurtigt som muligt, da jeg havde brug for deres opbakning. Jeg havde på det her tidspunkt tilbagelagt ca 120 km. og synes ikke rigtig, at jeg fik nogle km. på kontoen. Men nattens pause på næsten tre timer havde jo også haft sin betydning.

Min hustru Ninna kom ned til søen og jeg sad og snakkede lidt med hende på en bænk. Det var lige som om at pausen med hende og udsigten til, at de andre ville stå der og sige godmorgen til mig efter næste omgang, fik mig lidt i gang igen. Jeg kom lidt i gang med at lunte/løbe igen og pludselig var klokken snart 10 og det var til at se en ende på det hele. Jeg skrev til Ninna, at jeg ville nå en omgang mere end mit mål og at de skulle stille sig klar ved målstregen fra kl. 12.00. Det viste sig dog, at jeg havde fået så meget energi tilbage i kroppen nu, at jeg kunne løbe det meste af den sidste omgang rundt og jeg kunne faktisk sagtens have nået endnu en ekstra omgang. Reglerne ved 24 timersløbet i Viborg er sådan, at man som singleløber skal have krydset målstregen før kl. 11.30 for at man må begive sig ud på en ekstra omgang, der tæller i det samlede resultat. Jeg gik lidt op mod mål for ikke at komme for hurtigt ind. Jeg vidste at familien ventede og havde også bare lyst til at være færdig nu, så jeg kom ind 11.32 og stoppede dermed mit løb efter 26 omgange á 5,71 km på 23 timer og 32 minutter. Jeg blev samlet nr. 10, hvilket jeg var positivt overrasket over. Dog var der stadig et stykke op til han der vandt, som nåede ud på 199 km! Se resultatlisten her

At komme i mål efter 24 timer
Men hvordan føles det så at komme i mål efter 137 km’s løb? Det føles helt fantastisk! De sidste 500 meter, hvor der var mange heppende publikummer langs ruten, kunne jeg mærke endorfinerne sprede sig i kroppen. Træthed og tunge ben blev til glæde, smil og kuldegysninger og til en utrolig energi, der strømmede ned i benene og ud i armene. Jeg løb og tænkte på, hvor smerterne mon var blevet af? Jeg tænkte – nej, nu holder du lige lidt igen, slapper af og nyder de sidste 4-500 meter. Men jeg havde bare lyst til at sætte farten op og spurte i mål. Jeg havde lyst til at fortsætte, tage fusen på dem alle sammen og tage en omgang til. Jeg var glad og tilfreds og oplevede i minutterne lige før og efter mål en lykkefølelse, som jeg ikke har følt siden jeg kom i mål til mit første marathon i Berlin i 2011. Som du kan se på billederne herunder, var jeg tydeligt glad, da jeg kom i mål og fik min medalje af Rolf Bücking.

Det var det hele værd. Alle træningstimerne før løbet og smerterne undervejs var glemt og det hele var bare det hele værd. Men det skulle ikke vare længe før endorfinerne forsvandt – og så kom regningen 🙂

jesper-i-maal-24timersloebet-i-viborg

Fremtidens løb?
Der er nu gået en uges tid siden 24-timersløbet i Viborg. De første par dage var ben og led selvfølgelig meget ømme, men nu er jeg ved at være klar til at løbe et par småture igen. Der skal nok gå nogle uger inden jeg skal ud at løbe langt igen og nogle måneder inden jeg skal ud på et ultraløb igen. Men lysten er der til at prøve nye eventyr. Jeg vil rigtig gerne prøve nogle flere trailløb, hvor jeg skal ud at løbe langt i naturen, i skove, på strand og i bakker eller bjerge. Der er dog brug for lidt ro på hjemmebanen et stykke tid nu, hvor tiden med familien bliver prioriteret højest, så jeg ved ikke, hvornår eller hvor jeg vil løbe det næste ultraløb. Det bliver nok mere til lidt moderat træning i naturen her henover efteråret.

24-timersløbet i Viborg 2015 kunne jeg godt finde på at deltage i igen til August. Det var en god oplevelse og jeg er sikker på, at jeg næste gang vil kunne løbe længere nu, hvor jeg kender konceptet, ruten og ikke mindst mig selv lidt bedre. Ruten er super og tilpas lang, løbet er godt organiseret og velbesøgt, stemningen er god og afslappet og forplejningen er helt i top. Så hvis du overvejer at deltage i 24-timersløbet i Viborg, så kan jeg kun give det mine bedste anbefalinger.

Hvis du fik noget ud af min beretning her eller bare vil sige hej, så skriv en kommentar herunder. Hvis du vil høre beretninger og fantastiske historier fra fantastiske personligheder fra sport og iværksætteri, så kig forbi min podcast Startup Sport. Her finder du bl.a. et interview med worldrunner Jesper Kenn Olsen, der har løbet jorden rundt 2 gange på 6 år. En fantastisk historie og et fantastisk menneske.

Vi ses måske et sted derude…

medalje-24timersloeb