2 uger til mødet med 5-dobbelt verdensmester!

Idag er der to uger til jeg deltager i VM i halvmaraton, der i år afholdes i København. Sammen med 29.999 andre løbere skal jeg løbe de 21,1 km. gennem en helt lukket bymidte. Det bliver lidt underligt at skulle opleve København på den måde, men jeg er sikker på, at det bliver en fed oplevelse. Der kommer sikkert mange tilskuere. Jeg medbringer i hvert fald selv både min hustru, vores to børn og mine svigerforældre og tager alle de andre løbere også i snit 5 heppere med, er det jo de første 150.000 tilskuere 🙂

Verdens bedste Tadese
Løbsledelsen har i den forgangne uge annonceret, at Zersenay Tadese også stiller op. Han er et sandt ikon – en levende legende inden for løb. Han er ikke blot 5-dobbelt verdensmester på distancen, men også indehaver af verdensrekorden på svimlende 58,23 sat i Lissabon i 2010. Han har været verdensmester i 2006, 2007, 2008, 2009 og 2012, hvor man besluttede at gøre VM i halvmaraton til en begivenhed, der kun afholdes hvert andet år. Dermed er han også regerende verdensmester.

Ny verdensrekord i København?
Der er ingen tvivl om, at ruten i København er hurtig. Den er flad som en pandekage og der er læ på det meste af ruten. Verdenseliten er samlet og alle vil gerne slå Tadese. Det er spørgsmålet om de bedste lige rammer dagen. Men verdensrekord eller ej er jeg sikker på, at vi får et fedt og hurtigt løb. En vindertid under en time er der i hvert fald god sandsynlighed for, at vi får. Og så bliver jeg nødt til at nævne, at der de sidste to gange, jeg har stillet op til et løb, er blevet sat ny verdensrekord. Nemlig til Berlin Marathon i 2011 og samme løb igen i 2013. Så jeg har statistikken med mig!

Min egen vindertid
Jeg er ingen hurtigløber, men derfor kan man jo godt have et mål for sig selv. Min personlige rekord på halvmaraton er 1.38.56 og målet til VM er at sætte ny personlig rekord. Jeg vil satse på at følge fartholderen, der løber efter 1.35.00 så længe, som jeg kan. Det bliver nok svært at følge med til mål, men en vindertid mellem 1.35 og 1.38 vil være en mega god tid for mig, så det er målet. Det kræver, at jeg kan løbe 4.30 min/km i snit over de godt 21 km for at komme i mål i 1.35. Det er meget hurtigt for mig, så det er et ambitiøst mål, og jeg kan risikere at gå ned undervejs. Men bør man ikke også tillade sig at satse lidt til et VM?

Om jeg kommer til at opleve ny verdensrekord eller ny personlig rekord finder vi ud af lørdag den 29. marts. Men uanset hvad der sker, bliver det en kæmpe oplevelse!

Zersenay_Tadese

Zersenay Tadese. Kilde: Wikipedia.org

63.000 km i løbesko

På tirsdag den 18. marts skal jeg til foredrag med den vendenskendte danske ultraløber Jesper Kenn Olsen, der har sat to verdensrekorder i ultraløb. Han har løbet jorden rundt på langs og han har løbet jorden rundt på tværs. Det fortæller han om i sin bog “Kunsten at ville,” der udkom i november 2013.

Jeg har endnu ikke læst bogen, men måske Jesper tager bogen med til sit foredrag i Esbjerg, så jeg kan købe et eksemplar direkte af forfatteren 🙂 Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at høre om hans bedrifter og oplevelser på hans World Run 2, som han har kaldt denne del af sit livs løbeprojekt.

Kunsten at ville, af Jesper Kenn Olsen

Kunsten at ville, af Jesper Kenn Olsen

Tåbeligt eller inspirerende?
Det er sjovt, at vi mennesker kan have så forskellig opfattelse af de samme ting. Da jeg fortalte min hustru om Jesper Kenn Olsens bedrifter syntes hun, at det var åndsvagt. Hvorfor bruge sit liv på at ødelægge sig selv ved at løbe over 60.000 km. Et projekt der tager årevis at gennemføre.

Min egen opfattelse er helt anderledes. De oplevelser som Jesper Kenn Olsen må have fået undervejs på hans ture gennem øde områder i lande, som man aldrig har hørt om, må være fuldstændig fantastiske og sætte spor for resten af livet. Jeg har selv rejst med rygsæk gennem lande som Indien, Kina, Nepal, Thailand og Indonesien og det er oplevelser, jeg aldrig glemmer. Jeg har løbet utallige ture med mig selv og mine tanker som eneste selskab og har nydt de  mange ture i fulde drag. Også selvom det har gjort ondt, været koldt, vådt, varmt eller mørkt mange gange. Tænk hvis jeg kunne leve af det her, tænk hvis det her var mit job og tænk hvis jeg kunne løbe og opleve verden undervejs….Jo, jeg har selv haft tankerne mange gange på mine ture. Jesper Kenn Olsen har bare gjort noget ved det. Han har haft viljen og modet til at gøre det.

Jeg glæder mig til at møde Jesper og til at høre hans historie på tirsdag. Jeg regner med at komme med en anmeldelse af hans bog, når jeg har fået den læst. Jeg har hørt i et podcast hos Ultrarun.com, at det er en både spændende og velskrevet bog.