25.01.2013 Topform 2013, status uge 4

Dagens data
Morgenvægt: 79,0 kilo (samlet vægttab siden 27/12-2012 = 5,4 kilo)
Motion: I løbet af ugen har jeg cyklet og løbet lidt, men primært holdt mig i ro for at skåne mine skinneben.
Kost: Groft og grønt
Målsætninger og baggrund for dette indlæg: Se her

———-

Det er vist længe siden jeg kun har vejet 79 kilo. Det er meget tilfredsstillende, at jeg nu er mere eller mindre permanent under de 80 kilo, til trods for, at jeg ikke dyrker nogen nævneværdig motion og jeg giver mig selv lov til at drikke rødvin og spise det samme som resten af familien i weekenden. Det er i hverdagene, at jeg tager mine ryk og jeg kan sagtens tage et kilo på i weekenden, hvis jeg ikke holder mig til min grønne linie.

Her i weekenden skal jeg til forsinket julefrokost med gode venner, hvor vi skal have tapas og masser af rødvin, så der ligger nok en ekstra svær opgave for mig i næste uge, hvis jeg inden næste fredag skal nå under 79 kilo.

Morgenvægt 25.01.2013: 79,0 kilo

Det handler om vand!
Jeg har lært nogle ting om min krop her de første fire ugers af min kostomlægning og vægttab. Den vigtigste ting jeg har lært er, hvor vigtigt det er, at kroppens væskebalance er i top. Det er simpelt hen umuligt for mig at tabe mig synderligt, hvis jeg ikke sørger for at drikke rigeligt med vand igennem dagen.

Efter en weekend med sukker, kulhydrater og alkohol, kan jeg godt have taget 1-1,5 kilo på og jeg har ofte glemt at drikke synderligt meget vand. Men så snart jeg får fyldt væskedepoterne op igen og dagligt drikker 2-3 liter vand, begynder vægten at gå ned igen. Også selvom jeg ikke holder mig 100 % til den grønne linie.

Så vil du gerne tabe dig, så er mit første og mest basale råd: Drik rigeligt med vand!

Dagens morgensuppe de sidste par dage har været en spicy thai-suppe bestående af bl.a. spinat, rosenkål, bambusskud, peberfrugt, ananas, chilli og lidt hvidløgsost til legering.

11.01.2013 Topform 2013, status dag 16

Dagens data
Morgenvægt: 80,0 kilo (samlet vægttab siden 27/12-2012 = 4,4 kilo)
Motion: ingen
Kost: Hovedet-under-armen-og-glem-alt-om-kostplan-dag

Målsætninger og baggrund for dette indlæg: Se her

———-

Så nåede jeg de 80 kilo. Havde håbet på at komme under, men de sidste 100 gram fik jeg desværre ikke brændt af på min mountainbike tur i aftes. Men alt i alt kan jeg vist være godt tilfreds med udbyttet af de først 16 dages kost og motionsprogram 🙂

I dag tog jeg efter arbejde afsted på weekendtur til København med min hustru og et hold gode venner. Nu sidder vi i toget og er fremme inden længe. Vi skal nyde livet og hinandens selskab og der skal ikke spares på noget i denne weekend. I aften står den på take-away-mad og X-factor på hotelværelset og imorgen skal vi på cafe-hyggetur, ud at spise og ind at se et show med efterfølgende tur i byen…så mon ikke det koster 1-1,5 kilo i denne weekend? Vi må se 🙂 Jeg er i hvert fald godt i gang med en velfortjent pose chips.

Når jeg kommer hjem på søndag stopper festen – eller det vil sige – så starter der jo bare en ny fest. Hverdagsfesten med god og sund mad, masser af motion og frisk luft. Jeg vil dog ikke veje mig igen før om en uge, og så må vi jo se, om jeg har fået indhentet denne weekend igen.

Morgenvægt 11.01.13: 80,0 kilo

09.01.2013 Topform 2013, status dag 14

Dagens data
Morgenvægt: 80,6 kilo (samlet vægttab siden 27/12-2012 = 3,8 kilo)
Motion: Mountainbiking 20 km (se data her)
Kost: Grøn dag

Målsætninger og baggrund for dette indlæg: Se her

———-

Ja, det er jo ingen hemmelighed, at jeg synes, det er sjovere at gå til tasterne, når der er positivt nyt. I nogle dage har det på forunderlig vis været svært at fortsætte vægttabet, endsige bare holde vægten. Men jeg har holdt snuden i sporet og tænkt lidt mere langsigtet. Derfor tror jeg også stadig på, at jeg inden weekenden har en god chance for at nå under de magiske 80 kilo. Efter i et par dage at have været på den forkerte side af 81 kilo, var vægten i morges nede på 80,6 kilo og jeg har ikke gjort noget ekstraordinært for det. Blot fortsat min kost og motion, som det har været tilfældet i to uger nu.

 

Morgenvægt 09.01.2013: 80,6 kilo

 

Dagens kost
I morges fik jeg en ordentlig portion hvidkålssuppe med tern af hamburgerryg, som vi fik til aften forleden. Til frokost fik jeg en stor, lækker rejecocktail med asparges, tomat, løg, agurk, salat, rød peber og 200 gram rejer…uhmm 🙂 Så savner jeg ikke brød! Aftensmåltidet var kalkunfrikadeller med grov tomat kompot og fuldkornspasta.

Dagens motion
Mine betændte skinneben har løbepause i et par uger, så det er mest cykling, det bliver til. Her til aften tog jeg 20 kilometer på mountainbiken rundt på kryds og tværs i Agerbæks mørke, våde og forladte gader. Jeg overvejer at købe en måneds adgang til motionscenter for bedre at kunne træne, når det er mørkt. Løbetræning er jo intet problem om aftenen, men det kan bentøjet desværre ikke holde til i øjeblikket.

05.01.13 Topform 2013, status dag 10

Dagens data
Morgenvægt: 80,4 kilo (samlet vægttab siden 27/12-2012 = 4,0 kilo)
Motion: Mountainbiking 21 km (se data her)
Kost: Blandet kostdag med hyggeaften ude i byen

Målsætninger og baggrund for dette indlæg: Se her

———-

I morges rundede jeg 4 kilos vægttab – JUBIIII 🙂 Vægten stod nemlig på 81,4 kilo. Dagen har været superdejlig og noget blandet rent kostmæssigt. Blev vækket til lyden af, at ungerne var i gang med at forberede overraskelsesmorgenbord for Ninna og jeg. En times tid efter kunne vi stå op til lækker morgenmadsbuffet og min sammensætning blev til et stk ristet rugbrød med smøreost, scrambled eggs, en banan og to krus kaffe.

Til frokost lavede jeg en ny portion grøntsagssuppe, som jeg kan spise resterne af til morgenmad i morgen. Jeg nåede lige at få kørt 21 kilometer på mountainbiken inden turen gik til Herning, hvor jeg af en leverandør på jobbet var inviteret til Sport 2012 i Boxen. Det var et helaftensarangement med tre retter mad, vin kaffe, underholding og så selvfølgelig det, som det hele handlede om – at få kåret årets bedste sportsfolk og sportsbegivenheder. Pudsigt nok kommer jeg til at sidde ved siden af en kvinde, der som jeg også har tilmeldt sig Berlin Marathon 2013, så vi fik en god lang snak om forberedelser, forventninger osv. Det var en super dejlig aften og koster måske lidt på vægten til i morgen. Men skidt pyt – overordnet set går det den rigtige vej. Nu skal vi bare have skankerne til at fungere optimalt igen, så jeg kan begynde at skimte vejen til Berlin. Den er altså lidt tåget endnu med de skinneben jeg render rundt med…desværre.

 

Morgenvægt 05.01.2013: 80,4 kilo

04.01.13 Topform 2013, status dag 9

Dagens data
Morgenvægt: 81,5 kilo (samlet vægttab siden 27/12-2012 = 2,9 kilo)
Motion: 10,2 km. MTB i Agerbæk by 🙂 Se detaljer her
Kost: God grøn dag med rødvin til aftensmaden.

Målsætninger og baggrund for dette indlæg: Se her

———-

I dag fredag fik jeg min grøntsagssuppe til morgenmad og en salat med tun til frokost på arbejdet. Aftensmåltidet var hapsemad, som vi kalder det herhjemme. Det bestod af forskellige grøntsagsstænger med guacamole, små lune frikadeller, kammuslinger i hvidløg og groft brød. Og sørme om der ikke også havde sneget sig hjemmelavede æbleskiver ind, som sammen med frikadellerne lige blev lunet i ovnen. En dejlig sofadinner, der blev nydt til X-faktor sammen med to glas rødvin. En dejlig men travl fredag…

Morgenvægt 04.01.2013: 81,5 kilo

 

03.01.13 Topform 2013, status dag 8

Dagens data
Morgenvægt: 82,1 kilo (samlet vægttab siden 27/12-2012 = 2,3 kilo)
Motion: Ingen!
Kost: Grøn dag 🙂

Målsætninger og baggrund for dette indlæg: Se her

———-

Kort og godt en fin dag…får ikke lige tid til at skrive så maget om dagen i dag, men 500 gram i vægttab her til morgen, var super tilfredsstillende. Dagens kost bestod af grøntsagssuppe, rester af fiskefrikadeller og spidskål til frokost og minutsteak med svamperisotto til aftensmad. Der blev desværre ikke rigtig motioneret i dag…

Morgenvægt 03.01.2013: 82,1 kilo

 

02.01.13 Topform 2013, status dag 7

Dagens data
Morgenvægt: 82,6 kilo (samlet vægttab siden 27/12-2012 = 1,8 kilo)
Motion: 100 mavebøjninger og 5 km løb (4,49 min/km) Se workout data her
Kost: Efter to dages nytårsmad og alkohol, kom jeg tilbage på sporet i dag. God grøn dag!

Målsætninger og baggrund for dette indlæg: Se her

———-

Nytårsaften og nytårsdag kostede 1,6 kilo! Av min arm 🙂 Nytårsaftens alkohol, chips, kartofler, sovs og ikke mindst reparationspizzaen og colaerne dagen efter betød sammen med manglende motion i to dage, at jeg blev sat 1,6 kilo tilbage. Men jeg synes faktisk, at det var en rigtig lærerig øvelse, og jeg havde jo kalkuleret med, at det ville koste et kilo. Det blev så bare til lidt mere…Men lur mig om jeg ikke er tilbage på sporet igen i morgen tidlig, for jeg er i hvert fald tilbage i den gode rytme igen. Så målet er faktisk at komme under 80 kilo allerede i næste uge.

Morgenvægt 02.01.2013: 82,6 kilo

Dagens kost
I dag har jeg fået grøntsagssuppe til morgenmad, blandede rå grøntsager og tun til frokost samt fiskefrikadeller med en smule ris og masser af let blancheret spidskål med fennikel samt avocado til aftensmad. Lidt cherrytomater til mellemmad hen over dagen og masser af vand og kaffe 🙂 Det føltes meget let at komme tilbage til det sunde liv og jeg glæder mig allerede til grøntsagssuppen i morgen tidlig.

Dagens motion
Bentøjet har det til gengæld ikke for godt. Jeg lider stadig af betændelse i skinneben og ømme lægmuskler, så det er på godt jysk temmelig træls. For jeg føler, at jeg er i form og klar til at give den mere gas på motionssiden. Jeg har masser af energi til længere løbeture, men bliver nok nødt til at fokusere mere på alternativer som cykling, svømning mv. i den næste måneds tid for at skåne skankerne. Øv, når nu man så gerne vil…

Her til aften snuppede jeg lige 100 mavebøjninger, så dem skal jeg vel lige huske at nævne i regnskabet her 🙂

I morgen torsdag starter arbejdsugen igen og så bliver det jo spændende at se, om jeg kan holde fast i at prioritere sund kost og daglig motion, når der ikke længere er så meget tid til det.