Jeg gjorde det!

Den 26. januar i år proklamerede jeg på min blog at jeg ville gennemføre et marathonløb i 2011. Forrige søndag den 24. september 2011 holdt jeg mit løfte og gennemførte Berlin Marathon. SÅDAN! Jeg løb efter en tid på 4 timer, men smed lidt mere tid end beregnet til sidst og kom ind i tiden 4 timer og 19 minutter. En fantastisk oplevelse som jeg kun kan anbefale andre at få. Så sidder du derude med en drøm om at gennemføre et marathonløb, så kan du følge lidt med på min blog her, hvor jeg løbende vil give lidt tips og tricks til, hvordan man kan træne sig op fra ikke at dyrke motion til at kunne løbe et helt marathonløb.

Jeg har faktisk fået så meget blod på tanden, at jeg har samlet en styregruppe ude i vores lille lokalsamfund i Agerbæk og omegn for at arrangere et marathonløb i 2012. Der er masser af god energi i gruppen og vi har masser af gå-på-mod til at komme igang med at arrangere marathonløbet. Forarbejdet er derfor allerede idag gået igang. Jeg glæder mig rigtigt meget til at kunne fortælle mere om det spændende marathonprojekt. I mellemtiden må du lige nøjes med et sejrsbillede fra Berlin af mig her 🙂 Og så en lille afsluttende kommentar fra min 5-årige søn dagen efter han så min medalje:

“Wow, vandt du Far?”
– Nej, jeg blev nr. 17.310.
“Nå, ok. Hvor mange overhalede du så?”
– Jeg overhalede ca. 25.000
“Orw hvor sejt far.”
Senere nede i børnehaven da han skulle afleveres:
“Min far går lidt mærkeligt idag, for han løb helt til Tyskland i går!”

Fars dreng 🙂